Faktaboks

Levon Ter-Petrosjan
Født
9. januar 1945
Levon Ter-Petrosjan
Af .
Licens: CC BY 3.0

Levon Ter-Petrosjan, født 9.1.1945, armensk politiker, det uafhængige Armeniens første præsident 1991-1998. Ter-Petrosjan er orientalist og havde en akademisk karriere.

I 1988 blev han leder af den armenske Karabakh-komité og sad som sådan arresteret nogle måneder i 1988-1989. I 1989 blev han valgt til den armenske sovjetrepubliks parlament, hvis formand han var i 1990-1991. I 1991 blev han valgt som den uafhængige republik Armeniens første præsident. I 1996 blev han genvalgt som præsident for endnu en femårsperiode. Valget blev stærkt kritiseret af oppositionen og internationale observatører, og Ter-Petrosjan sendte kampvogne på gaderne i Jerevan og forbød et af oppositionspartierne.

I januar 1998 accepterede Ter-Petrosjan en plan for løsning af Nagorno-Karabakh-konflikten. Planen, som også Aserbajdsjan godkendte, indebar en tilbagegivelse af besat aserbajdsjansk territorium som forudsætning for en aftale om enklavens status. Dette kompromis vakte modstand hos ledelsen i Nagorno-Karabakh og blandt armenske ministre, herunder premierminister Robert Kotjarjan og indenrigsminister Serzj Sarkisjan. I februar 1998 måtte Ter-Petrosjan træde tilbage.

I 2007 gjorde han politisk comeback som kandidat til præsidentvalget i 2008. Ter-Petrosjan tabte valget, men beskyldte regeringen for valgfusk og iværksatte store protestdemonstrationer i Jerevan. Den 1. marts ryddede myndighederne den centrale plads i Jerevan for demonstranter og satte Ter-Petrosjan i husarrest for en periode. I august 2008 stiftede han Den Armenske Nationalkongres, der består af lang række oppositionspartier og -bevægelser, med dette formål.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig