Les Verts, (fr. 'De Grønne'), fransk politisk parti. Les Verts blev grundlagt i 1984 og opnåede et gennembrud ved valget til EU-Parlamentet i 1989. Derefter fulgte en periode præget af rivalisering mellem forskellige miljøpolitiske grupperinger. Siden 1994 har Les Verts, i første omgang under Dominique Voynets (f. 1958) ledelse, markeret sig som et klart venstreorienteret parti. En alliance med Socialistpartiet ved parlamentsvalget i 1997 sikrede les Verts syv deputerede og en ministerpost i Lionel Jospins regering 1997-2002. Ved valget i 2002 opnåede les Verts' præsidentkandidat, Noël Mamère (f. 1948), 5,2% af stemmerne, og partiet fik tre mandater i Nationalforsamlingen.