Les Grands Boulevards, (fr. 'de store boulevarder'), række af boulevarder i Paris nord for Seinen, fra Madeleinekirken via Porte St. Denis og Place de la République til Place de la Bastille. De er anlagt på tidligere voldterræner, mod øst fra slutningen af 1300-t., mod vest fra begyndelsen af 1600-t., efter at disse volde blev sløjfet i 1660. Boulevardernes nuværende form skyldes den omfattende byfornyelse i 1850'erne under ledelse af G.E. Haussmann. På de store boulevarder ligger mange af Paris' luksusforretninger, prestigekontorer, restauranter, teatre og biografer.