Faktaboks

Laura Ingalls Wilder
Født
7. februar 1867, Wisconsin, USA
Død
10. februar 1957, Missouri, USA

Laura Ingalls Wilder var over 60 år, da hun i 1932 udgav sin første, selvbiografisk baserede historie om nybyggerlivet i Midtvesten mere end et halvt århundrede tidligere, Det lille hus i den store skov. Wilders historier, der er blevet mange danskeres første bekendtskab med USA, beskriver en tilværelse præget af afsavn og strabadser, men holdt sammen af kærlighed, dagliglivets beskedne glæder og tro på fremtiden. Foto uden år.

.

Garth Williams' omslag til Det lille hus på prærien, hvor familien er på vej ud i det vilde vesten. Bogen er andet bind i serien, der består af i alt ni bind.

.

Laura Ingalls Wilder var en amerikansk forfatter. Som pensioneret lærer begyndte hun at skrive børnebøger om sin opvækst i nybyggertiden. Efter Little House in the Big Woods (1932, dansk Det lille hus i den store skov, 1956) fulgte yderligere otte romaner.

Tv-serien "Det lille hus på prærien"

Fortællingen var allerede kendt og elsket, da tv-serien Det lille hus på prærien (1974-1983) gjorde "Laura-bøgerne" verdensberømte. Tv-serien blev dog også kritiseret for helt at mangle den realisme, som gjorde bøgernes ægthed overbevisende.

Laura Ingalls Wilder udgav senere også en dagbog fra 1894, On the Way Home (dansk På vej mod vort hjem, 1962), hvori hun fortæller om bogseriens hovedpersoners senere liv.

Bøger om Laura Ingalls Wilder

I 1971 kom bogen Laura Ingalls Wilder – bondekonen der blev digter af den danske bibliotekar Ellen Buttenschøn (1915-2011), der detaljeret beskriver Wilders forfatterskab. I 1997 udkom Ginger Wadsworths (f. 1945) biografi Laura Ingalls Wilder (dansk 2000), og i 2018 modtog Caroline Fraser en Pulitzerpris for bogen "Priarie Fires: he American Dreams of Laura Ingalls Wilder".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig