Laos er en étpartistat under ledelse af kommunistpartiet Det Laotiske Folks Revolutionære Parti (LPRP). LPRP er det eneste tilladte parti og har fuld kontrol over landets økonomi, og det laotiske militær refererer direkte til LPRP.

LPRP udstikker retningslinjer for landets politiske prioriteter, som det formelle politiske system har ansvaret for at gennemføre. Det formelle politiske system består af Nationalforsamlingen, præsidenten, regeringen og retsvæsenet.

Præsidenten – Laos' statsoverhoved

Præsidenten er Laos statsoverhoved og vælges af Nationalforsamlingen for en femårig periode. Præsidenten er generalsekretær for LPRP og leder politbureauet, der er partiets højeste beslutningsforum. Præsidenten er samtidig chef for de væbnede styrker og medlem af det nationale sikkerhedsråd. Siden 2021 har Thongloun Sisoulith været Laos' præsident.

Laos' Nationalforsamling

Nationalforsamlingen eller parlamentet er landets lovgivende forsamling og det højeste organ i det formelle politiske system. Nationalforsamlingen vælges for fem år ad gangen. Formelt udnævner Nationalforsamlingen landets præsident og godkender premierministeren, og det godkender også hele ministerkabinettet på indstilling fra premierministeren. I praksis er de alle forinden blevet godkendt af politbureauet og centralkomiteen i LPRP. Formanden for Nationalforsamlingen er medlem af politbureauet.

Nationalforsamlingen har 164 medlemmer. Heraf var seks uafhængige ved det seneste valg i 2021. Alle landets provinser er repræsenteret i Nationalforsamlingen. Siden 2021 har Saysomphone Phomvihane været formand for Nationalforsamlingen.

Laos' Nationalforsamling i hovedstaden Vientiane
ilf_, CC BY-SA 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0>, via Wikimedia Commons.

Laos' regering

Regeringen er den udøvende magt og ledes af premierministeren og en vicepremierminister. Derudover varetager en stribe ministre de enkelte sektorområder. Sonexay Siphandone har siden 2021 været landets premierminister.

Administrativ inddeling

Laos er administrativt inddelt i 18 provinser. Provinserne er inddelt i distrikter, og på laveste niveau landsbyer og byområder. På de forskellige niveauer vælges såkaldte ”folkelige råd”, der har ansvaret for myndighedsudøvelsen på lokalt plan.

Retsvæsenet

Retsvæsenet består af et civilt system af domstole fra landsbyplan til nationalt plan. Højesteret er landets højeste appelinstans og superviserer de lokale domstoles arbejde. Både præsidenten for højesteret og den offentlige anklarer refererer til Nationalforsamlingen. I praksis har LPRP kontrol over retsvæsenet. Militæret har sine egne retsinstanser, som er adskilte fra det civile retssystem.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig