Faktaboks

Léonide Massine

Leonid Mjasin

Født
9. august 1896, Moskva, Rusland
Død
15. marts 1979, Köln, Tyskland

Léonide Massine var en russisk danser og koreograf.

Massine blev i 1912 medlem af Bolsjoj-balletten. I 1914 lod han sig engagere til Serge Diaghilevs Les Ballets Russes, hvor han samme år bl.a. dansede hovedpartiet i Mikhail Fokins Joseflegenden. Massine skabte sin første ballet, Le Soleil de nuit, i 1915. Indtil 1921 og igen fra 1925 til 1928 var han en af Diaghilevs førende dansere og koreografer.

Hans talent som karakterdanser prægede bl.a. humoresker som Legetøjsbutikken (1919) og Den trekantede hat (1919), men han genspejlede også samtidens avantgarde, fx i samspil med Pablo Picassos kubisme i Parade (1917) og Georgij Jakulovs (1884-1928) konstruktivisme i Le Pas d'acier (1927).

I 1932 blev Massine knyttet til Les Ballets Russes de Monte Carlo, hvor han gik nye veje ved at sætte koncertsalens musik på scenen i en række symfoniske balletter, bl.a. Les Présages (1933) og Symphonie fantastique (1936), som han i 1948 satte op på Det Kongelige Teater under titlen Episode af en kunstners liv.

Hans koreografiske spændvidde omfattede også balletfilm, fx De røde sko (1948) og Hoffmanns eventyr (1951).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig