Kurmanbek Bakijev, Kurmanbek Salijevitj Bakijev, f. 1.8.1949, kirgisisk politiker, Kirgisistans præsident 2005-2010. Bakijev er uddannet som elektroingeniør i Rusland. I 1990 begyndte hans politiske karriere, bl.a. som førstesekretær i Kirgisistans kommunistparti. Fra 1995 besad han flere guvernørposter, og i 2000 blev han landets premierminister. Han måtte dog gå af i maj 2002 efter uroligheder. Herefter blev han medlem af parlamentet. I 2004 var han medstifter af en ny politisk oppositionsblok, Kirgisistans Folkebevægelse, hvis formand han blev. Ved parlamentsvalget i februar-marts 2005 blev han imidlertid ikke valgt, og hans bevægelse var blandt de kræfter, der protesterede mod den angivelige valgsvindel. De voldsomme folkelige protester tvang præsident Askar Akajev til at flygte til Rusland og trække sig tilbage, og det nye parlament udpegede Bakijev til premierminister og fungerende præsident. Ved præsidentvalget i juli 2005 fik han næsten 89% af stemmerne. Magtskiftet førte dog ikke til ro i landet. Bakijev havde bl.a. problemer med parlamentet, der ønskede større magt, og landet prægedes af fattigdom og korruption. I begyndelsen af april 2010 førte omfattende demonstrationer mod Bakijevs styre til blodige optøjer, hvor adskillige blev dræbt. Bakijev og hans støtter mistede grebet om magten, men han selvom han forlod hovedstaden og oppositionen tog magten, nægtede han i første omgang at træde tilbage. Først efter nogle dage gav han afkald på magten og forlod landet.