Askar Akajev, f. 10.11.1944, kirgisisk politiker og videnskabsmand; præsident i Kirgisistan 1990-2005. Akajev, der er specialist i optisk it-teknik, var 1987-89 første vicepræsident og 1989-90 præsident for Videnskabernes Akademi i Den Kirgisiske Sovjetrepublik. Derefter blev han aktiv i politik som repræsentant for de demokratiske og perestrojkaorienterede kræfter. I 1990 blev Akajev af republikkens Øverste Sovjet valgt til den nyoprettede præsidentpost, og valget blev bekræftet af befolkningen ved et direkte valg i 1991. Han blev dermed den eneste præsident i de tidligere centralasiatiske sovjetrepublikker, der ikke havde en fortid i det kommunistiske parti. Akajev stod politisk for en demokratisk og markedsorienteret linje. Han havde til tider svært ved at opnå opbakning i Parlamentet, men var populær i befolkningen, til dels fordi han pga. sin demokratiske fremtoning opnåede betydelig økonomisk støtte fra Vesten. Akajev blev da også genvalgt i 1995 trods gentagne beskyldninger om korruption. Han blev dog stadig mere autoritær og mindre demokratisk. I forbindelse med parlamentsvalget i 2000 slog han ned på oppositionen og lod sin hovedrival til præsidentposten, den tidligere vicepræsident Feliks Kulov (f. 1948), sætte i fængsel, hvorpå han blev genvalgt for endnu fem år. I de følgende år begrænsede han ytringsfriheden, mens han sikrede sig, sin familie og højtstående embedsmænd livslang immunitet mod retsforfølgelse. Fattigdom og arbejdsløshed bredte sig, og efter parlamentsvalget i februar-marts 2005 udbrød der voldsomme demonstrationer mod den angivelige valgsvindel, og Akajev måtte flygte til Rusland og trække sig tilbage. I juli 2005 blev hans tidligere premierminister Kurmanbek Bakijev valgt til præsident med næsten 89% af stemmerne, og Feliks Kulov blev løsladt for at blive premierminister.