Kunming, hovedstad i provinsen Yunnan i det sydvestlige Kina; 3,2 mio. indb. (2003). Byen ligger i 1900 m højde i et frugtbart søbassin på nordbredden af Dian Chi-søen. Den omfattende industriudvikling tog sin begyndelse med flytning af virksomheder fra østkysten i forbindelse med den japanske besættelse fra 1937 og omfatter en bred vifte af brancher. Med franskmændenes udbygning af jernbanen fra Haiphong i Vietnam til Kunming i 1910 indledtes byens rolle som jernbaneknudepunkt. Banerne til Guiyang, Chengdu og Nanning er ingeniørmæssige bedrifter, som gennem bjergrigt terræn forbinder Yunnan med naboprovinserne.