Chengdu

Artikelstart

Chengdu, Ch'engtu, hovedstad i Sichuanprovinsen i Sydvestkina; 7,68 mio. indb. (2010). Den 2500 år gamle håndværks-, handels- og kulturby ligger på den frugtbare og tætbefolkede Chengduslette, der kunstvandes af Min Jiangs flodvand via Dujiangyan-kunstvandingsprojektet, et af Kinas ældste. Chengdus moderne udvikling begyndte under 2. Verdenskrig, da flygtninge fra den japanske besættelse tilførte byen økonomiske og kulturelle aktiviteter fra det østlige Kina.

Chengdu blev i 1950'erne af den kommunistiske regering udvalgt til at blive en af det indre Kinas industrielle vækstpoler, og den udbyggedes gradvis som hele Sydvestkinas jernbaneknudepunkt. Industrisektoren er alsidig med bl.a. elektronisk, maskin-, kemisk og tekstilindustri.

Chengdu er et betydningsfuldt kultur- og uddannelsescenter og er kendt for sine mange åbne markeder og talrige tehuse. Blandt flere historiske mindesteder er den kendte Tang-digter Du Fus hus mest besøgt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig