Klintebjerg, oprindelig en moræneø 7 km nordvest for Nykøbing Sjælland; den har et stort indhold af kalkstensblokke. Øen er siden stenalderen forbundet med land af store strandvoldssystemer, der har afspærret den tørlagte Klintsø. De næsten 30 m høje klinter er yndet som udflugtsmål og udgør et støttepunkt for den udlignede nordkyst af Odsherred. Området er tæt bebygget med sommerhuse. 31 ha mod vest blev fredet i 1967.