Kivik, by ved det sydøstlige Skånes Østersøkyst; 960 indb. (2011). Omegnen har frugtavl, og Kivik juice- og ciderfremstilling. Det idylliske fiskerleje er dog mest kendt for det årlige Kiviks marknad med rødder tilbage til middelalderen; det er et af Nordens største markeder.

Kivikgraven

Graven er Nordens største stenrøse (75 m i diameter). Den er fra ældre bronzealder og blev fundet i 1748. Røsen indeholder en tre meter lang stenkiste, der på indersiden er dekoreret med helleristninger. Motiverne omfatter abstrakte, sandsynligvis astronomiske symboler, samt kultoptrin med bl.a. stridsvogn og lurer. Graven har tilhørt en vigtig person og afspejler et europæisk-nærorientalsk verdensbillede fra ca. 1300 f.Kr.

Et stort gravfelt med kultbygninger er i yngre bronzealder anlagt ved røsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig