Kirgisistan er et multietnisk samfund. 52% af indbyggerne er kirgisere, mens russere og usbekere udgør talstærke mindretal; hertil kommer en lang række små lokale folkeslag foruden mindre grupper af volgatyskere; de blev deporteret hertil under 2. Verdenskrig, og nogle valgte at blive. Landet har tradition for fredeligt samliv mellem folkene, men i 1990 kom det til etniske sammenstød mellem kirgisere og usbekerne i byen Osj nær grænsen til Usbekistan, hvor usbekerne udgør flertallet; striden drejede sig om boliger og jord. I juni 2010 kom det til voldsomme uroligheder mellem kirgisere og usbekere i den sydlige del af landet, især omkring Jalalabad og Osj. Adskillige hundreder dræbtes og ca. 100.000 usbekere flygtede til Usbekistan.

Generelt er landet tyndt- og meget ujævnt befolket; den største befolkningskoncentration findes i Tju-dalen ved Bisjkek. Det er bemærkelsesværdigt, at 2/3 af befolkningen bor på landet. Den naturlige befolkningsvækst på ca. 1% om året afspejler en lav dødelighed og en ret høj fødselshyppighed.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig