Ki no Tsurayuki, 872-945, japansk lyriker og kritiker. Hans betydning for tidlig japansk poesi og prosa kan næppe overvurderes. Han var redaktør af og hovedbidragsyder til Kokinshu, den første kejserlige digtantologi; hans forord hertil står som det klareste udtryk for, hvad essensen er i den klassiske japanske poesi. Hans litterære dagbog Tosa nikki (Optegnelser fra en rejse fra Tosa, 1989), en sublim blanding af poesi og prosa, er indledningen til den litterære guldalder i Heian-perioden.