Kerberos

Kerberos, i græsk mytologi Hades' hund, som står ved dødsrigets port. Grækerne havde ingen faste forestillinger om Kerberos: Hos Homer og Hesiod fremstilles den som en grusom ligæder med ét eller 50 hoveder, senere nævnes tre og to hoveder, og Kerberos bliver til en lænkehund, der logrende ser sjælene gå ind i Hades' hus, men ikke lader dem slippe ud igen. Berømte undtagelser er Orfeus og Herakles. Kerberos svarer på mange måder til helvedhunden Garm i den nordiske mytologi. Se Hades.

Kerberos vises gerne som en frygtindgydende stor hund, ofte med slanger. I Grækenland er de tidligste fremstillinger fra 600-575 f.Kr. De fleste viser Kerberos og Herakles (især populære fra midten af 500-t. f.Kr.), ligesom der også kendes scener med Kerberos i Hades. Kerberos optræder også i etruskisk og romersk kunst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig