Faktaboks

Kate Bush

Catherine Bush

Født
30. juli 1958, Bexleyheath, Kent, England

Kate Bush er en engelsk sanger, danser, pianist og komponist. Hun debuterede med sangen Wuthering Heights (1978), der viste hendes originalitet som komponist og sanger. Året efter vakte hun opsigt med et turnerende sceneshow, "Tour of Life", der var gennemkoreograferet og særdeles spektakulært. Efter en pause i begyndelsen af 1980'erne gjorde hun comeback med lp'en Running up that Hill (1985), der også medførte et gennembrud på det amerikanske marked.

Fra begyndelsen af 1990'erne holdt Kate Bush endnu en lang pause, der først blev brudt i 2005 med udgivelsen af dobbelt-cd'en Aerial. I 2011 udsendte hun to album, den anmelderroste Director's Cut, som er nyindspilninger af sange fra albummene The Sensual World (1989) og The Red Shoes (1993), og 50 Words for Snow.

Med et nyt show, "Before the Dawn", bygget over ældre sange og opført på Hammersmith Apollo-teatret i London i efteråret 2014, vendte Kate Bush tilbage til scenen efter 35 års pause.

Særpræget kunstner med stor stemme

Kate Bush er en af rockmusikkens mest særprægede kunstnere med en stor stemmekapacitet, der rækker over fire oktaver, og hun blev med rette berømmet for sin helt specielle danse- og mimeteknik i "Tour of Life". Hun har endvidere på trods af lange pauser mellem udgivelserne formået at fastholde en høj kvalitet i sine værker.

Oversigt over Kate Bushs albums

År Album
1978 The Kick Inside
1978 Lionheart
1980 Never for Ever
1982 The Dreaming
1985 Hounds of Love
1989 The Sensual World
1993 The Red Shoes
2005 Aerial
2011 Director's Cut
2011 50 Words for Snow

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig