Virksomheden KOMPAN har fremstillet den farvestrålende og interaktive legeplads på Ove Sprogøes Plads i Odense, som blev indviet i september 2014. Legepladsens tema er H.C. Andersens eventyr, og brugerne kan via en app lytte til nogle af forfatterens eventyr.

.

KOMPAN A/S blev stiftet i Ringe i 1970 af skulpturkunstneren Tom Lindhardt og erhvervsmanden Mogens Fenne-Frederiksen. Lindhardt havde oplevet, at børn kunne lide at lege på hans kunst, og han begyndte derfor at fremstille legeskulpturer. Han solgte dog allerede i midten af 1990’erne virksomheden og genoptog sit kunstarbejde.

I 2014‑15 fik KOMPAN A/S en ny ejergruppe, og der blev investeret massivt i udvikling af virksomheden. I dag ejers KOMPAN af finansmanden Christian Peter Dyvig og Lego-familiens pengetank Kirk Kapital.

I dag er KOMPAN en international koncern med hovedsæde i Tietgenbyen ved Odense.

Produktionen finder sted i Tjekkiet, Polen og Tyskland, og virksomhedens produkter afsættes i det meste af verden. Foruden udendørs legeredskaber producerer og sælger KOMPAN også møbler og udendørs fitnessudstyr. KOMPAN Holding omsatte i 2023 for 3,4 mia. kr. og havde ca. 1.800 medarbejdere, heraf omkring 130 i Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig