Jülich, by i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen ved floden Rur 40 km vest for Köln; 33.060 indb. (2010). Jülich er centrum for det frugtbare landbrugsdistrikt Jülicher Börde og største by i Kölner Bucht-brunkulsområdet. I byen findes papir-, sukker- og tekstilindustri.

Byens romerske navn var Juliacum. I 1200-t. fik den købstadsrettigheder og udbyggedes med ringmur. I middelalderen var byen et vigtigt møntsted, og det oprindelige grevskab voksede til et hertugdømme. Det blev dog delt i 1614 efter en arvefølgestrid, der medførte storpolitisk indblanding, da både katolske og protestantiske magter rejste krav.

En stor del af byen blev ødelagt i 2. Verdenskrigs slutfase. Efter krigen opbyggedes et af Tysklands førende kerneforskningsanlæg i Jülich, som blev genstand for hyppige protestaktioner fra atommodstanderside.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig