Julius Robert Mayer, 25.11.1814-20.3.1878, tysk læge og fysiker, tidlig forkæmper for princippet om "kraftens" (dvs. energiens) bevarelse. Mayer indså (1840), at dyrisk stofskifte måtte betragtes som en omdannelsesproces, hvor kemisk "kraft" i føden blev omsat til ækvivalente mængder muskelarbejde og legemsvarme, således at "kraften" var bevaret. Han overførte dette bevarelsesprincip til fysikken og beregnede i 1842 varmens mekaniske ækvivalent til 3,58 J/cal; dette er ca. 14% for lavt. Senere argumenterede han for, at Solens varme stammer fra bevægelsesenergi af meteorer, der falder ind i Solen.