Faktaboks

Josef Škvorecký
Født
1924
Død
2012

Josef Škvorecký, 1924-2012, tjekkisk forfatter og forlægger. Efter en universitetsuddannelse i engelsk arbejdede han bl.a. som oversætter af amerikansk litteratur. I sin debutroman, Kujonerne (1958, da. 1966), skildrede han befrielsen af en tjekkisk provinsby i maj 1945, oplevet af en gruppe unge mennesker, hvis største interesse var at spille jazz.

Ved at stikke hul på myterne om befolkningens heltemodige indsats under landets befrielse vakte bogen regimets vrede og blev forbudt, men udkom på ny i 1964.

I 1969 emigrerede han og hans kone, forfatteren Zdena Salivarová (f. 1933), til Canada, hvor de grundlagde eksilforlaget 68 Publishers, der i løbet af 1970'erne og 1980'erne udgav et stort antal tjekkiske og slovakiske bøger, som ikke måtte udkomme i Tjekkoslovakiet.

En stor del af hans eget forfatterskab består af satiriske romaner og noveller, hvor landets historie under 2. Verdenskrig og i den kommunistiske periode spiller en vigtig rolle for handlingen. Siden emigrationen til Canada har udgav han en række Raymond Chandler-inspirerede romaner, bl.a. Kommissær Boruvkas sørgmodighed (1966, da. 1990) og Kommissær Boruvkas endeligt (1975, da. 1991).

I 1984 udkom skælmeromanen Scherzo capriccioso. En lystig drøm om Dvorak og i 1992 Bruden fra Texas, en kærlig satire over den tjekkiske koloni i USA. Da Eva var nøgen (2000) rummer fortællinger fra et halvt århundrede. I 1999 blev Škvorecký hædret med den Tjekkiske Republiks Statspris.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig