José Figueres anses som Costa Ricas mest markante politiske figur fra 1948 til 1978 og regnes i dag som grundlæggeren af det moderne Costa Rica. Efter borgerkrigen i 1948 fungerede Figueres som leder af en midlertidig junta, og han blev senere valgt som præsident for perioderne 1953-1958 og 1970-1974.
I løbet af den korte tid Figueres ledede juntaen (1948-1949), var han hovedarkitekten bag de reformer, der førte til opløsningen af landets hær og nationaliseringen af landets banker. Som en del af den nye forfatning i 1949 fik kvinderne stemmeret, og der blev indført gratis uddannelse for hele befolkningen samt etableret et socialt sundhedssystem.
I 1953 stiftede "Don Pepe", hvilket var Figueres' kælenavn, Partido Liberación Nacional (PLN), som siden da har været det dominerende parti i Costa Rica.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.