José Cadalso, 1741-1782, spansk forfatter. Skrev anakreontiske digte og enkelte skuespil, men er i eftertiden bedst kendt for det posthume Cartas marruecas (1789, Marokkanske breve). I dette Montesquieu-inspirerede værk beretter en maurisk besøgende i brevform om Spaniens fortid og nutid. Erobringernes tidsalder beundres, mens de habsburgske konger (1500- og 1600-t.) kritiseres nådesløst for gennem kostbare krige at have ødelagt landet og for at have frembragt en mennesketype, der foragter arbejde og videnskab, og som mest hylder ydre pragt.