Johan den Milde, d. 1359, greve af Holsten, søn af Gerhard 2. af Holsten og Agnes af Brandenburg (enke efter Erik 5. Klipping), halvbror til kongerne Erik 6. Menved og Christoffer 2. og fætter til "den kullede" grev Gerhard 3., med hvem han delte Holsten.

Johan var med til at afsætte Christoffer 2., men senere hjalp han denne tilbage til tronen. Som belønning fik Johan bl.a. Skåne som pantelen. Sammen med Christoffer tabte Johan i 1331 Slaget ved Lohede mod Gerhard 3., men ved fredsslutningen i Kiel i 1332 nærmede han sig igen sin fætter med det resultat, at de delte Danmark, således at Johan fik landet øst for Storebælt i pant for 100.000 mark sølv. Johan den Milde mistede dog allerede samme år Skåne som følge af skåningernes oprør. Efter 1340 støttede han Valdemar 4. Atterdag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig