Faktaboks

Jo Cox
Helen Joanne Cox
Født
22. juni 1971
Død
16. juni 2016

Jo Cox var en engelsk politiker, der repræsenterede partiet Labour i Underhuset i Det Britiske Parlament fra 2015 til sin død i 2016.

Jo Cox var uddannet i socialvidenskab og statskundskab fra universitetet i Cambridge og London School of Economics. Forud for sin politiske karriere var hun bl.a. tilknyttet en række forskellige velgørenhedsorganisationer, herunder Oxfam. Som parlamentsmedlem engagerede hun sig bl.a. i kampen for at få bragt borgerkrigen i Syrien til ophør.

Efter deltagelse i et valgmøde (surgery) i sin valgkreds i Yorkshire den 16. juni 2016 blev hun myrdet på åben gade af en mand, Thomas Mair, som klart tilkendegav tilhørsforhold til Britain First-bevægelsen; en stærkt højreorienteret, ekstremistisk bevægelse. Da han blev bedt om at bekræfte sit navn i retten, var hans svar: ”Death to traitors, freedom for Britain”.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig