Jean-François-Paul de Gondi, cardinal de Retz

Retz' gejstlige karriere blev konstant hæmmet af hans samarbejde med oppositionen, hans skiftende alliancer og frem for alt af hans stridbare sind. Nok blev han kardinal, men han blev snart derefter fængslet pga. fortsatte intriger. Siden flygtede han bl.a. til Italien og førte en omflakkende tilværelse, indtil han efter Mazarins død i 1661 kunne vende tilbage til Frankrig, dog kun for endeligt at forlade kamppladsen i Paris.

Retz' erindringer bryder med den historiske krønike som genre. Som fortæller er han til stede overalt, og beretningen om Fronden bestemmes af hans synsvinkel og har ham selv som hovedperson. Stilen er usminket og selvbevidst svarende til hans gemyt.

De første, selvbiografiske afsnit er kun overleveret i fragmentarisk form. Bortset fra betragtninger af mere generel, politisk og moralsk karakter følger erindringerne om Frondens tid 1642-1655 slagets gang med hastigt tegnede portrætter af de utallige rollehavende i det, han kalder "teatret": "Alle disse karakterer dannede tilsammen et uforklarligt galimatias", lyder hans bedømmelse, et kaos, som fortælleren prøver at navigere i.

Kardinal de Retz var mere kardinal af navn end af gavn, og hans politiske aktivitet tjente mere ham selv end Kirken. Hans store erindringsværk er en farverig samtidshistorie skrevet af en deltager i begivenhederne, der også holdt af at "folde sit indre ud og fortælle om, hvad der rørte sig allerdybest i sjælen".

• Frankrig – historie (1610-1788: Fra Ludvig 13. til Ludvig 16.s tid)

• Ronzeaud, Pierre (1993). Le bruit de la Fronde. Denis Hollier (red.), De la littérature française. Paris: Bordas. (Originaludgave A New History of French Literature. Harvard: Harvard University Press).
• Watts, D. A. (1980). The Ambiguities of a 17th Century Mind. Oxford: Oxford University Press.