Faktaboks

Jean-Anthelme Brillat-Savarin
Født
1755
Død
1826

Jean-Anthelme Brillat-Savarin var en fransk gastronom. Brillat-Savarin var jurist, men studerede også kemi og medicin. Som medlem af den grundlovgivende forsamling i Versailles kom han i modsætningsforhold til Robespierre og måtte derfor flygte. Han fik i 1796 lov til at vende tilbage til Frankrig, blev i 1800 udnævnt til dommer og forblev i dette embede til sin død.

Han udgav bøger om vidt spredte emner, bl.a. et essay om dueller, men nogle måneder før hans død udkom det værk, der har gjort hans navn til et gastronomisk begreb Physiologie du goût (da. Smagens Fysiologi, 1947), en elegant og vittigt skrevet kulinarisk lærebog, der er udkommet i mange senere oplag. I en livlig, anekdotisk stil meddeler værket iagttagelser, der stadig kan læses med udbytte, skønt hovedparten af stoffet er overhalet af ny viden eller er af tvivlsom videnskabelig værdi. Dette gælder også mange af de kendte aforismer, der i perioder nærmest har været dyrket som en kult.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig