Faktaboks

Jan Masaryk

Jan Garrigue Masaryk

Født
14. september 1886, Prag
Død
10. marts 1948, Prag

Jan Masaryk var en tjekkisk diplomat og statsmand. Søn af Tomáš Masaryk. 1919-38 var Masaryk diplomat i den tjekkoslovakiske udenrigstjeneste. Fra 1925 sad han i London, hvor han blev en åben modstander af appeasementpolitikken over for Hitlers Tyskland. Under 2. Verdenskrig var Masaryk udenrigsminister i den tjekkoslovakiske eksilregering i London, en post, han også besad i det genoprettede Tjekkoslovakiet fra 1945 til sin død.

Masaryk troede som præsident Edvard Beneš på et fredeligt samarbejde mellem Øst og Vest efter krigen. Han kom dog under voksende pres fra de hjemlige kommunister i regeringskoalitionen og fra Moskva især fra 1947, da Tjekkoslovakiet blev tvunget til at sige nej til Marshallplanen. Efter den kommunistiske magtovertagelse i februar 1948 valgte Masaryk at fortsætte som udenrigsminister i den nydannede regering, hvilket syntes at styrke dens legitimitet, men han døde kort efter ved et styrt fra et vindue i Udenrigsministeriet under endnu uopklarede omstændigheder (se defenestration).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig