Ismail Pasha, 1830-1895, egyptisk vicekonge (khediv) 1863-79. Ismail intensiverede efter sin tiltrædelse den modernisering af Egypten, som blev indledt af hans bedstefar Muhammad Ali. Som følge heraf kom landet i stor gæld, og de europæiske økonomiske interesser i Egypten blev i 1878 tilgodeset gennem indsættelse af en britisk og en fransk repræsentant i regeringen. Det skabte en voldsom polarisering i den politiske debat, og Ismail blev i 1879 af den osmanniske sultan tvunget til at træde tilbage; han levede resten af sit liv i Istanbul.