Inhambane, havneby og provinshovedstad i det sydlige Mozambique; 65.800 indb. (2008). Især tidligere var den en vigtig udskibningshavn for omegnens landbrugsprodukter (bl.a. cashewnødder), men betydningen er aftaget i takt med udbygningen af Maputo 400 km mod SV. Inhambane anses for at være en af landets mest idylliske byer og har gode strande; den tiltrækker et stigende antal turister, bl.a. fra Sydafrika. Inhambane er hovedstad i provinsen af samme navn; 68.615 km2, 1,4 mio. indb. (2006).