Ibn Hazm, Abu Muhammad Ali ibn Ahmad, 994-1064, spansk-arabisk embedsmand, fremragende islamisk retslærd, digter, filosof og videnskabsmand. Ibn Hazm var af kristen afstamning og søn af en minister hos de umayyadiske kaliffer i Spanien. Han studerede bl.a. teologi, jura og filosofi, arabisk sprogvidenskab og poesi og mødtes med tidens førende kulturpersonligheder. Han blev minister, og loyaliteten over for umayyaderne bragte ham i fængsel og i landflygtighed ved dynastiets fald; det gav ham imidlertid ro til at skrive videnskabelige arbejder og en berømt bog om kærlighed og moral, Duens halsbånd, illustreret med egne digte. Han studerede forskellige religioners og sekters centrale idéer foruden arabisk genealogi, sprog, logik og etik; han hævdede en objektiv og begrænset ret, der alene hvilede på Koranen og traditionen (hadith). Ibn Hazm var from, emotionelt og intellektuelt engageret og en af islams største tænkere med betydning også for vor tid.