ISDN. For private brugere kan det offentlige telenet, ISDN, udnyttes via en basistilslutning ved installation af en nettermineringsenhed (NT) i hjemmet. Hertil kan via en S-bus forbindes op til otte uafhængige terminaler, hvoraf dog kun to kan udnytte B-kanaler til samtaler på samme tid. Der kan transmitteres 144 kbit/s i hver retning.

.

ISDN, Integrated Services Digital Network, offentligt telenet med digitale telefoncentraler og digitale abonnentlinjer. I ISDN overføres både tale og data i digital form. Den digitale forbindelse mellem net og kunde giver samtidig øgede muligheder for signalering. Det udnyttes i ISDN til at tilbyde en række forskellige tjenester, der via signaleringen kan vælges af kunderne for hvert enkelt opkald; fx kan tale overføres i flere kvaliteter.

De eksisterende kobbertråde, der benyttes til analoge telefontilslutninger, kan ved hjælp af modemer genanvendes i ISDN. Der benyttes to kanaltyper, B og D, som kan overføre hhv. 64 kbit/s og 16 kbit/s. Via et enkelt trådpar kan der samtidig overføres i to B-kanaler og en D-kanal (basistilslutning). Med to trådpar kan der samtidig overføres 30 B-kanaler og en D-kanal (primærtilslutning).

I ISDN skal telefonisignaler allerede hos kunden omdannes til digitale signaler på 64 kbit/s, der kan transmitteres via B-kanalerne. Disse kan desuden udnyttes til datatransmission med denne bithyppighed. I D-kanalerne overføres signalering, som er knyttet til opsætning, vedligeholdelse og nedkobling af forbindelser på B-kanalerne. D-kanalerne kan desuden udnyttes til transport af datapakker i anvendelser, der ikke kræver stor kapacitet, fx telemetri.

Basistilslutninger er beregnet til private kunder og mindre erhvervsdrivende, og de kan betragtes som afløser for den almindelige analoge tilslutning til telefonnettet. Terminaler knyttes til en basistilslutning ved hjælp af en nettermineringsenhed (NT), som bl.a. indeholder det modem, der benyttes til at overføre bitstrømmen til centralen. Op til otte terminaler kan forbindes til nettermineringsenheden ved hjælp af en passiv bus (S-bussen). Den består af fire, seks eller otte tråde.

Primærtilslutninger er beregnet for tilslutning af digitale PABCer og andre større kundeanlæg. Primærtilslutninger kan også udnyttes til at opkoble flere forbindelser mellem to tilslutninger, hvorved en højere overføringskapacitet kan opnås. ISDN er imidlertid internt ikke i stand til at varetage forbindelser med større kapacitet end 64 kbit/s.

Med den hastige udbredelse af bredbånd er populationen af basistilslutninger til ISDN aftagende (2006), mens primærtilslutninger fortsat er den mest anvendte tilslutningsform for virksomheder til telefoniformål. Se også ATM og telekommunikation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig