Hvar

Turismen er en væsentlig indtægtskilde for øen. Derudover er vigtige indtægtskilder også avl af druer, figner og dadler samt fiskeri og marmorbrydning. Foto fra 2018.

Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Hvar, (ital. Lesina), den længste af de dalmatiske øer ved Adriaterhavskysten i Kroatien syd for Split; 329 km2, 11.000 indbyggere (2011).

Den 70 km lange og 4,5 km brede ø er dækket af nåletræer, oliven, citrus og palmer. Avl af druer, figner og dadler udgør sammen med fiskeri, marmorbrydning og turisme øens indtægtskilder. Efter tilbageslag i 1991 ved udbruddet af krigene i det tidligere Jugoslavien og igen i forbindelse med Kosovo-krisen i 1999, er turismen genetableret som en væsentlig indtægtskilde.

Hvar var beboet i forhistorisk tid og blev i 385 f.Kr. en græsk koloni; i 219 f.Kr. kom øen under Romerriget og senere Det Byzantinske Rige. Øen tilhørte Ungarn i slutningen af middelalderen, hvorefter den blev erobret af Venedig. Siden hørte den under Østrig frem til Østrig-Ungarns sammenbrud i 1918. Indtil 1991 var Hvar en del af Jugoslavien, derefter af staten Kroatien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig