Hugh Dowding, 1882-1970, britisk Air Chief Marshal. Under 1. Verdenskrig gjorde Dowding tjeneste i Royal Flying Corps som eskadrillechef. Fra 1936-40 var han chef for Royal Air Forces Fighter Command, hvis jagerfly i 1940 vandt Slaget om England. Dermed lykkedes det at hindre tyskerne i at opnå luftherredømmet som et led i forberedelserne til en tysk invasion i England. Dowding blev i 1942 adlet som Baron Dowding of Bentley Priory.