Hieronimus Justesen Ranch, 1539-1607, dansk dramatiker. Ranch var præst i Viborg og blev siden provst. Han havde studeret i reformatoren Melanchthons Wittenberg, og hans stykker placerer sig i kategorien pædagogisk skoledramatik. Det første, Kong Salomons Hyldning, opført 1584 i anledning af tronfølgerens, den senere Christian 4.s, hyldning på Viborg Landsting, er et allegorisk bibelsk udstyrsstykke i fem akter. Samsons Fængsel, kendt fra afskrift 1599, har indlagt sang og musik. Scenisk bærer begge forestillinger et vist præg af middelalderteatret. Med Karrig Niding fra ca. 1600 leverer Ranch i djærve knittelvers den første samtidskomedie før Holberg, på én gang præget af saftig farce og reformatorisk moderation og ganske stram i intrige og karaktertegning. Ud over disse dramatiske tekster skrev Ranch bl.a. en allegorisk fuglevise.