Henrik 2. den Storsindede, 1333-1379, konge af Castilien fra 1369, uægte søn af Alfonso 11. Henriks kampe mod stedbroderen, Peter 1., kom til at involvere Frankrig og England, og de blev en del af Hundredårskrigen. Henrik måtte flygte under slaget ved Nájera i 1367, hvori Peter kæmpede sammen med Den Sorte Prins. To år senere kæmpede han ansigt til ansigt med Peter og vandt sig kongetitlen og sit andet tilnavn, Brodermorderen. Hans regering udmærkede sig ved sejre over portugiserne og ved administrative reformer.