Henriette-Anne, 1644-1670, hertuginde af Orléans, datter af Karl 1. af England. Henriette-Anne sendtes i 1646 under Den Engelske Borgerkrig til Frankrig, hvor hun blev opdraget af sin mor, Henriette Marie, datter af Henrik 4. af Frankrig. I 1661 blev hun gift med Ludvig 14.s bror Philippe d'Orléans. Hun spillede en vigtig politisk rolle, da hun med sin bror Karl 2. af England forhandlede Traktaten i Dover (1670), som skabte en engelsk-fransk alliance rettet mod Nederlandene.