Faktaboks

Hemming Hartmann-Petersen
Født
4. november 1923
Død
12. september 2004

Hemming Hartmann-Petersen, 4.11.1923-12.9.2004, dansk forfatter, musiker, lærer og programsekretær. Allerede fra Hemming Hartmann-Petersen var 17 år, var han en aktiv del af den såkaldte danske jazz-guldalder. Under det meste af Besættelsen spillede han kontrabas i Børge Roger Henrichsens kvintet. Fra slutningen af 1940'erne virkede han desuden som teatermusiker og optrådte med Osvald Helmuth og Liva Weel.

Efter nogle år som matematiklærer på seminariet i Nuuk, Grønland, og et år som gymnasielærer på Stenhus Kostskole var han i 1960'erne med til at skabe det, vi i dag kender som P3 i Danmarks Radio, og han var gennem 30 år blandt radioens mest skattede studieværter. Han lavede musikprogrammer, interviews og programserien Mellem Brødre med sin bror, Jørgen Hartmann-Petersen. Sammen med oboisten Waldemar Wolsing (1910-93) lavede han en række radioprogrammer om afdøde komponister, kaldet Himmelske samtaler.

Hemming Hartmann-Petersen var desuden forfatter til syv bøger, bl.a. om Hans Scherfig (1972) og William Heinesen (1975), tre essaysamlinger og endelig Carl Madsen - en glad kommunist (1993) og En røst fra orkestergraven (1993), erindringer fra et musik- og teaterliv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig