Heliamphora nutans.

.

Heliamphora er en slægt af kødædende planter i familien Sarraceniaceae. Der er mindst 15 arter, der alle findes over 1200 m. Flertallet vokser mellem 1800 og 2800 m på tepuis, der er fladtoppede plateau-bjerge i det sydøstlige Venezuela med tilstødende grænseområder i Guyana og Brasilien. Årsnedbøren varierer mellem 8000 og 12.000 mm, og bjergtoppene er trods højden altid frostfri.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Heliamphora kommer af græsk helos 'eng' eller 'sump' og amphora 'kande'.

Plantens livscyklus og konstruktionen af de tragtformede blade, der fungerer som faldgrubefælder, svarer til Sarracenias. Låget er dog altid af beskeden størrelse, og ved for ringe lysintensitet udvikles fælderne ikke, men bladene forbliver flade og tjener alene til fotosyntese. Blomsterfarven er hvid, pink eller rød. Støvknapperne åbnes kun ved små porer, og pollenkornene frigøres kun ved lavfrekvente summetoner fra vingerne på bestemte hvepse og biller, hvilket modvirker pollenspild under bestøvningen. Fælderne bebos af flere forskellige insektarter og mikroorganismer, og det er usikkert, om andre arter end Heliamphora tatai udskiller fordøjelsesenzymer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig