Gunnar Ekelöf

Gunnar Ekelöf. Han var iført grå jakke og en alpehue, som han ikke tog af, en vane, der kunne ses som tegn på, at han altid var i opbrud. Sådan skildrer forfatteren Olof Lagercrantz et møde i 1938 med sin ven Gunnar Ekelöf. Her er han i 1956 med dagens avis under armen, stadig i opbrud.

.

Artikelstart

Gunnar Ekelöf, 1907-68, svensk forfatter, frontfigur i det modernistiske gennembrud.

Første digt i hans første bog, sent på jorden (1932), er et interiør, hvor "blomsterne sover i vinduet", "lampen spinder lys" og "børnene leger tyst med ord på gulvet".

Et sådan forskudt og sammenvævet billedsprog udviklede han videre gennem yderligere tre digtsamlinger 1934-38, inspireret af fransk poesi fra Charles Baudelaire til surrealismen.

Med hovedværket Färjesång (1941) udvidede han sit grundlag med orientalske tankegange, hvormed han søgte at frigøre sig fra, hvad han opfattede som europæisk tænknings tvang til altid at vælge mellem to muligheder.

Sit nej til denne tvang iklædte han mange former, fra det abstrakt-filosofiske: "i virkeligheden er du ingen", til det mytisk-konkrete: "den som skal sætte livet til / er ikke dragen / og ikke ridderen / men altid jomfruen" — begge eksempler fra den nævnte samlings hoveddigt, "Tag och skriv".

Gunnar Ekelöf betvivlede jegets grænser. Samtidig voksede hans individualisme og afstand til tidens ideologier i samlingen med den programmatiske titel Non serviam (lat. 'jeg vil ikke tjene', 1945).

Nu vendte Gunnar Ekelöf sig imod ældre svensk poesi med En Mölna-elegi (udg. 1960) og Strountes (1955, titlen er en fransk skrivemåde af det svenske ord for 'vrøvl', strunt, som ifølge Carl Jonas L. Almqvist er noget af det sværeste at skrive).

Gunnar Ekelöfs sidste store inspirationsbølge med fornyet interesse for østlig mystik bevidnes i Diwan över Fursten av Emgión (1965).

Gunnar Ekelöf kendte til outsiderens dilemma mellem den opblæste seerrolle, hævet over rosset, fx i Dedikation (1934) eller i "Till de folkhemske", og den ydmyge identifikation med de fortrykte, den sorte, jøden, fx i "Till idealisterna", begge sidstnævnte digte fra Non serviam.

Men vigtigere var hans ideal om digtet som selvrealisation, drømmen om gennem de rigtigt formulerede sætninger at nå "hinsides sætningen og modsætningen" ("Tag och skriv").

Respekten for hans lyrik var stor og er vokset støt siden. Sammen med Edith Södergran står han som hovedskikkelsen i svensksproget lyrik i første halvdel af 1900-t.

På dansk findes Lyngkvisten og andre prosastykker (1960) og Tag og skriv. Digte og notater (1977).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig