Carl Jonas Love Almqvist

Almqvist gjorde karriere i Stockholm, hvor han i 1823 blev ansat som embedsmand efter magistergrad i teologi. En optagethed af sværmerisk religiøsitet og mystik (Swedenborgianisme) blev i opvæksten befordret af moderen, som kom fra et herrnhutisk miljø. Selv talte han om at have arvet to sjæle fra sit ophav, en poetsjæl og en kæmnersjæl. Han forsøgte at realisere drømmene som "idealiserad bonde" i Värmland og ved ægteskab med sin tidligere barnepige. Begge dele mislykkedes, og han vendte tilbage til Stockholm som rektor for Nya Elementarskolan, hvor han forfattede et stort antal lærebøger inden for en række af skolens fag.

I den romantiske helhedstænknings ånd fremstår Amorina (1822) som blanding af roman og drama og med en debat om samfundets egen skyld i forbrydelser. Bogen blev makuleret af en slægtning, og først i 1951 var tiden moden til en sceneopførelse. Hovedværket er Törnrosens bok (1832-1851). Her indplacerer Almqvist sine værker i en rammehistorie, som foregår på et jagtslot. Et af mesterstykkerne herfra er Drottningens juvelsmycke (1834, dansk 1977), som i den farverige gustavianske tid beretter om den androgyne Tintomara, der foruroligende tiltrækker begge køn. Romanen Det går an (1839, dansk 1968) sætter ægteskabet til debat med så pågående idéer om kønnenes frihed, at den førte til Almqvists afsked som rektor. En særlig fascination rummer de Songes, dvs. drømme, som han både digtede, illustrerede og satte i musik (1849). Desuden har han komponeret kammermusik samt fantasier for klaver.

Trængt af forargelsen, af økonomisk og personlig krise flygtede Almqvist i 1851 til Amerika, efterladende hustru, barn og en anklage for giftmord på en pantelåner, han skyldte penge; mordet er aldrig opklaret. I Amerika, hvor han ernærede sig som sproglærer, giftede han sig en ekstra gang; han døde i Bremen, hvor han bosatte sig inkognito i 1865.

Almqvists egen tid vurderede ham især moralsk som uregerlig samfundsborger. Modernismen i 1900-tallet fokuserede på hans værker og fandt et tankefællesskab i hans rastløse, utrættede søgen efter sammenhæng og i hans distancerende, humoristiske selvkommentering. Spørgsmålene om, hvorvidt han var gal eller genial, realist eller drømmer, skyldig eller uskyldig, kan der måske ikke svares konkret på — men litterært er disse begreber overskrifter på eksistentielle grundspørgsmål, som forbinder romantik med modernisme.

• Sverige – litteratur