Grønland - befolkning og etnografi

Befolkningen i det moderne Grønland kan inddeles i fire hovedgrupper: vestgrønlændere, nordgrønlændere (polareskimoer), østgrønlændere og danskere. Fastboende danskere opfattes normalt ikke som grønlændere, mens børn af blandede ægteskaber normalt ser sig selv som grønlændere, hvis de vokser op i Grønland. Vestgrønlænderne udgør ca. 80% af den samlede befolkning; mindre end 6% er østgrønlændere, og nordgrønlænderne i Avanersuaq (Thule) Kommune udgør ca. 1,5% svarende til ca. 800 mennesker.

Før koloniseringen, der blev indledt i 1721, bestod Grønlands befolkning af en række regionale grupper, og de store geografiske afstande begrænsede kontakten mellem dem. Polareskimoerne havde angiveligt ingen kontakt med vestgrønlænderne i 1800-t., og den østgrønlandske befolkning blev tilsvarende isoleret, da folk i Sydøstgrønland flyttede til vestkysten i løbet af 1800-t.

Traditionelt ernærede man sig ved fangst af havpattedyr, især ringsæler, men også fisk, fugle og landpattedyr som fx ren, ræv og hare indgik som fangstemner. Jagten blev suppleret med indsamling af fugleæg, bær, urter og tang. Der var store regionale forskelle; i det arktiske klima mod nord drev man fangst på isen med hundeslæde og harpun. Længere mod syd spillede sælfangst fra kajak og hvalfangst fra konebåd, umiak, den væsentligste rolle i sommerperioden, mens man om efteråret jagede rensdyr med bue og pil inde i landet. Grønlænderne var stærkt afhængige af fangsten; herfra fik man mad og skind til klæder, sengetøj og remme. De fleste redskaber blev fremstillet af ben, horn og tand, og som eneste lys- og varmekilde brugte man spæklamper.

Afhængigheden af fangsten nødvendiggjorde spredte bosættelser og sæsonmæssig mobilitet. Om vinteren boede flere familier sammen i huse af sten og tørv, mens resten af året blev tilbragt på forskellige fangstpladser, hvor man boede i skindtelte i mindre familieenheder. Slægtskabssystemet var bilateralt, dvs. nedstamning fulgte både moder- og faderlinjen, og samarbejde var gerne baseret på slægtskabsrelationer.

Det grønlandske samfund er undergået voldsomme forandringer i løbet af 1900-t. Den traditionelle fangst og jagt har mistet meget af sin økonomiske betydning, men er blevet et centralt element i skabelsen af en national identitet. Idéen om grønlændere som ét folk har sit udspring i perioden 1910-20, da der opstod en debat om, hvad en "rigtig" grønlænder er. Identitetsdebatten blev skærpet sidst i 1960'erne, da stadig flere politisk aktive grønlændere reagerede mod den fordanskningspolitik, som blev ført i Grønland. Med indførelsen af Grønlands Hjemmestyre i 1979 er den nationale bevidsthed i Grønland blevet styrket, samtidig med at forholdet mellem grønlændere og danskere er blevet mindre spændt. Debatten om grønlandsk kultur og identitet har til tider været præget af intolerance, og vægtningen af det grønlandske sprog og den særlige kulturelle egenart har haft omkostninger for bl.a. de grønlændere, der har dansk som modersmål.