Grækenland - vin

Grækenland. I antikken var kun den bedste amfora eller lerkrukke helt lufttæt, og beholdere blev derfor tætnet med harpiks fra pinjetræer. Vin på harpikstætnede beholdere tog smag af harpiksen, og herfra stammer den tradition at lave vine, retsina, med harpikssmag. Det vigtigste område for produktion af harpiks er Attika omkring Athen; her ses tapning af harpiks.

.

Artikelstart

Siden den klassiske periode har der været dyrket vin overalt i Grækenland, som også har skabt grundlaget for vinavl i hele Middelhavsområdet. Landet har 150.000 ha med vinstokke (1995), men halvdelen af høsten bliver til spisedruer og rosiner. 60% af den årlige produktion på 5 mio. hl er hvidvin, 30% er rød og 10% rosé.

Den græske vinlov følger nøje EU's retningslinjer for kvalitetsvin, landvin og bordvin. Der er 27 distrikter med appellation, men de fleste har kun lokal interesse. Mange vine blandes og sælges under mærkenavne af de fem store firmaer, der står for halvdelen af al græsk vin: Kourtakis, Cambas, Boutari, Tsantali og Achaia-Clauss med den mest solgte vin, Demestica. Originalaftappede søde vine er udstyret med en blå banderole på flaskehalsen, mens rød angiver en tør vin. Betegnelsen kava bruges om de bedste vine med lang fadlagring. I Makedonien laves de røde vine fra Naoussa, Goumenissa og især Côtes de Meliton i fransk stil på druen xynomavro, der også har genskabt rødvinen Rapsani ved foden af Olymposbjerget. Peloponnes har det største antal vine med den røde Nemea, hvidvinen fra Patras og den mørke, portvinsagtige Mavrodaphne som de mest kendte. Den søde muscatvin fra Samos sælges over hele verden, mens grækerens eget årlige forbrug af vin på 32 liter mest dækkes af den berømte hvide harpiksvin, retsina. Den laves især omkring Athen og findes også som rosé, Kokkineli.

Læs mere om Grækenland.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig