Georges-Olivier Châteaureynaud

Georges-Olivier Châteaureynaud er en fransk forfatter. Han har fornyet den fantastiske fortælling, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed udviskes. Hans særlige greb om fremstillingen af et andet, mærkeligt univers i romaner og noveller fra debuten med novellesamlingen Le Fou dans la chaloupe (1973) og frem har indbragt ham litterære priser som Renaudot-prisen i 1982 og Goncourt-prisen for noveller i 2005.

Det fantastiske univers hos Châteaureynaud er ikke altid foruroligende som hos de store forfattere i genren fra 1800-tallet, E.T.A. Hoffmann, Edgar Allan Poe og Gérard de Nerval eller hos Kafka i 1900-tallet. Livet kan opleves i drømme som en sejlads over et sort, grumt hav, men drømmen kan også hos Châteaureynaud åbne for et parallelunivers af en magisk og forløsende karakter. Dette ses fx i Le Verger (1978), hvor en dreng i en kz-lejr oplever at forsvinde ud i en paradisisk have, mens han for vagterne, på fantastisk vis, forsvinder helt. Châteaureynauds drømmemotiver varieres i det uendelige og griber i kraft af deres fascination ind i hovedpersonens virkelige liv, så de selv synes virkelige (Mathieu Chain fra 1978, på dansk Rejse mod hvilket land, 1979).

Châteaureynaud har i to store romaner blandet fantastiske elementer ind i en historisk ramme. Den ene, Le Château de verre (1994), er en middelalderhistorie, hvor den første franske litteratur optræder. I den anden, Le Démon à la crécelle (1999), konfronterer hovedpersonen selve djævelen op gennem Frankrigs historie. Mottoet, "virkeligheden er ustabil, hvert tegn kan pludselig betyde det modsatte", er en moderne definition af det fantastiske som en destabiliserende faktor.