Gabriel Marcel var en fransk filosof og teaterforfatter. Som filosof var han optaget af metafysiske problemer, som forlagsredaktør hos Plon introducerede han fremsynet udenlandsk litteratur, og som produktiv teaterforfatter blev han europæisk kendt for sine idédebatterende stykker. Marcel var en moderne katolik, dybt bekymret over Vestens fascistiske udvikling, og hans både kristne og eksistentialistiske engagement kommer ofte frem i hans stykker, fx i hovedværket Rome n'est plus dans Rome (1951, Rom ligger ikke længere i Rom). Hans filosofiske hovedværk er Être et avoir (1935, At være og at have).
Artikelsamlingen Du refus de l'invocation (1940, genudgivet under titlen Essai de philosophie concrète) pointerer nødvendigheden af at fastholde menneskets grundsituation i alt eksisterende. Heraf hans interesse for eksistentialisten Jean-Paul Sartre, hvis teater han dog kritiserede, og for Albert Camus, som han anerkendte trods deres divergerende forhold til kristendommen.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.