Fuzzy var en dansk komponist, uddannet i musikteori, musikhistorie og musikpædagogik ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han underviste 1966-1979. Han studerede desuden privat hos bl.a. György Ligeti og Karlheinz Stockhausen.
Fuzzy var selvlært pianist, klarinettist og vibrafonist med udgangspunkt i jazz. Foruden koncertsalsmusik komponerede han elektronisk musik, musik til hørespil, film, multimedieforestillinger, ballet, teater, tv-spil og tv-serier, fx En by i provinsen.
I 1991 tog Fuzzy initiativ til indspilninger med Povl Dissing af Leif Bohns (1930-2000) gendigtning på dansk af Carl Michaël Bellmans svenske viser. Fuzzy stod også for det musikalske arrangement ved indspilningerne.
Fuzzy modtog i 1999 Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris og Edition Wilhelm Hansens Komponistpris, og han blev i 2001 præmieret af Statens Kunstfond for sit lyddesign til Danmarks Radios P1. I 2009 fik han Frederiksbergfondens Hæderspris.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.