Frederik Berthelsen, 1750-1828, grønlandsk kateket, missionær ved den danske missionskirke i Grønland. Berthelsen ydede en stor indsats i missionens kamp imod de sværmerisk religiøse profetbevægelser, der i 1787-90 og igen i 1803-04 opstod i området omkring Kangerlussuatsiaq (Evighedsfjorden), og hvoraf den første og mest kendte er blevet knyttet til fangeren Habakuks navn. I 1815 blev han som den første indfødte grønlænder ordineret som missionær.