Flora Tristan, 1803-1844, fransk socialist og feminist; mormor til Paul Gauguin. Hun var illegitim datter af en peruviansk adelsmand og en fransk kvinde og blev selv alene med tre børn efter et ulykkeligt ægteskab; dette skildrede hun i Les Pérégrinations d'une paria (1838, da. En parias lange rejse, 1982). Hendes hovedværk er Union ouvrière (1843, da. Arbejdernes Forbund, 1982), hvori hun agiterer for dannelse af et verdensomspændende forbund af arbejdere og for kvinders rettigheder. I 1970'erne blev hun genopdaget af den nye kvindebevægelse.