Den store handelsvirksomhed Fleggaard har sit hovedsæde i Kollund ud til Flensborg Fjord. Herfra styres Fleggaard Holding A/S, der i 2020 var en af landets 100 største virksomheder målt på omsætning. Købmand Peter J. Fleggaard åbnede en kolonialhandel i Padborg i 1926, men det var under sønnen Hans Frede Fleggaard, at forretningen fra 1960’erne voksede med et langt bredere sortiment og nye butikker.

Koncernen er fortsat i familiens eje og spænder i 2020 fra grænsehandelens største supermarkedskæde til en række grossistvirksomheder inden for bl.a. spiludstyr, levnedsmidler samt reservedele til forbrugerelektronik og hårde hvidevarer.

Hertil kommer flere store selskaber inden for billeasing og onlinehandel. Også hotel og restaurant Fakkelgaarden nær Kollund er en del af koncernen. I 2023 havde virksomhederne under Fleggaard Holding i alt ca. 1.700 medarbejdere (omregnet til fuldtid) og en omsætning på omkring 7 mia. kr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig