Finland fik sin første jernbane i 1862, da strækningen på ca. 100 km mellem Helsingfors og Tavastehus inviedes for trafik den 17.3.1862: dengang tog turen fem timer.
De første finske baner blev bygget, mens landet var et autonomt, russisk storfyrstendømme. Derfor åbnedes strækningen mellem Helsingfors og Sankt Petersborg også allerede i 1870. Dog blev det finske jernbanenet først koblet til det russiske i 1913 med bygning af jernbanebroen over Nevafloden. Da Rusland anvendte og stadig anvender bredspor (i dag dog 1520 mm), er de finske baner blevet anlagt med bredspor, og begge landes jernbanenet er derfor stadig forbundet, ligesom jernbanemateriellet kan anvendes i begge lande.
Finland har 5781 km jernbane (2010) med sporvidden 1524 mm (bredspor); heraf er 3047 km elektrificeret og 2644 km med central trafikovervågning. Der er passager- og godstrafik på 4044 km og godstrafik på 1737 km.
Godstrafikken blev fritstillet til private operatører 1.1.2007, mens passagertrafikken blev fritstillet i 2010. Endnu står VR for størstedelen af driften, mens selve jernbanenettet siden 1.7.1995 administreres af Ratahallintokeskus/Banförvaltningscentralen, og siden 1.9.2006 forestås overvågningen af jernbanesystemernes sikkerhed og kompatibilitet af Rautatievirasto/Järnvägsverket, som siden 1.1.2010 har indgået i det nydannede TraFi, der står for al trafiksikkerhed i Finland.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.