Filippo Neri, 1515-1595, italiensk asket og katolsk reformator; han stammede fra Firenze, men bosatte sig i Rom, hvor han virkede for kirkelig fornyelse og grundlagde et herberg for pilgrimme og syge. I 1551 blev han præsteviet, og han opnåede stor popularitet som skriftefader. Neri grundlagde i 1575 oratorianerne, en fri sammenslutning af præster, der skulle fremme sjælesorg og studier (oratoriekongregationer). Han blev helgenkåret i 1622.